Sejlerskole duelighedsteori 2024/2025

Egå Sejlklub afholder prøveforberedende undervisning i duelighedsteori med prøveaflæggelse d. 1 og 2 marts 2025.

Den teoretiske uddannelse vil give dig den nødvendige viden, så du kan navigere og planlægge en sikker sejlads.

Der forventes at være 30 pladser. Ved flere end 30 tilmeldte prioriteres pladserne efter hvem der har deltaget på praktisk skolesejlads i 2024.

Undervisningen
Der undervises på en hverdagsaften, en gang om ugen frem til prøveaflæggelsen – forventeligt 12 aftener plus repetition efter behov.

I vinteren 2024/2025 vil undervisningen foregå om tirsdagen fra kl. 18:30 til 21:30.

Undervisningen foregår i Egå Sejlklubs lokaler på Egå Marina.

Tilmeldingen åbner i oktober 2024.

Undervisningen består af en blanding af teoretisk undervisning og opgaveløsning. De enkelte lektioner er målrettet, så alle kursister, med eller uden praktisk sejlads erfaring, kan få det nødvendige udbytte. Det forventes, at du er velforberedt, og at du byder aktivt ind i undervisningen. Undervisningen er ikke envejs, men er bygget op om involverende dialog med den enkelte kursist.

For at kunne bestå den teoretiske prøve skal du leve op til Søfartsstyrelsens krav. Det betyder, at du skal forvente noget hjemmearbejde og en del udenadslære. Normalt er fravær i et par aftener ikke et problem, men det er meget individuelt.

Undervisningsmaterialer og værktøj til søkortarbejde bestilles og betales på første aften, så det kan udleveres på anden aften. Ved at lave en fælles bestilling får vi det fragtfri. Ældre bøger og søkort kan sagtens anvendes.

Link til materialebestilling kommer senere.

Der serveres kaffe og te. Såfremt I ønsker kage, er det frivilligt at organisere dette.

Kommunikation
Sejlerskolen kommunikerer frit og åbent via Facebook. Kommunikationen er ikke ensidig fra skolen til kursisterne, men derimod opfordres I til at bruge den på tværs blandt jer og til underviseren.

Duelighedsteori i Egå Sejlklub:    www.facebook.com/groups/533372773794348

Sejlerskolen Egå Sejlklub:              www.facebook.com/groups/1286575728077941

Egå Sejlklub:                                      www.facebook.com/groups/egaasejlklub

Du opfordres allerede nu til at melde dig ind i grupperne.

Herudover bruges klubbens hjemmeside www.egaasejlklub.dk

Vigtige datoer
Se https://www.egaasejlklub.dk/sejlerskolen/saesonkalender/

Økonomi

  • Medlemskab af Egå sejlklub og betalt kontingent for 2024/2025 – gælder frem til slut praktisk sejlads i 2025.
  • Kursusgebyret forventes at blive på 850 kr.
  • Bestilling og betaling af materialer på første aften på sejlklubbens MobilePay nr. 338647.
  • Betaling af censorgebyr før prøve andrager forventeligt 250 – 300 kr.
  • Ved udstedelse af duelighedsbevis 100 kr. + 50 kr. ved ekstra udstedelse af speedbådskørekort (forudsætning bestået praktisk sejladsprøve)
  • Kursusgebyr for praktisk sejlads til foråret 2025 forventeligt 2.100 kr.

Betaling for medlemskab, kursus, materialer mv. vil ikke kunne refunderes.